Bevaring og genbrug

Ellen Braae utga i 2015 boken Beauty Redeemed: Recycling Post-Industrial Landscapes. Hun er professor i landskapsarkitektur ved Københavns Universitet og hennes forskningsinteresser omfatter spørsmål knyttet til bevaring og transformasjon. 

Ved Ellen Braae, professor i landskapsarkitektur, Københavns Universitet

Man kan hævde, at bevaring peger ’bagud’ og genbrug ’fremad’. Bevaring forholder sig direkte til noget eksisterende og restaurering kan siges at være den praksis, der skal understøtte bevaringen. Genbrug derimod knytter sig i højere grad til forestillinger om dét, der kan blive til noget andet. Men det er ikke helt så enkelt – vi bevarer og genbruger nemlig både af kreativitet og pragmatisme. På samme måde, som vi ønsker at bevare noget ’gammelt’ eller noget, hvortil der knytter sig en kollektiv erindring, der kommer til udtryk som veneration, så er interessen for genbrug tiltagende og ligeledes styret af såvel ’lyst’ som ’nød’. Lyst fordi vi i stigende grad anerkender et stort iboende kreativt potentiale. Og nød eftersom det hverken ud fra en ressourcemæssig eller kulturel synsvinkel giver mening at fjerne alt det, der ér, og starte på ny.

Hvad vil det sige at designe i og med noget eksisterende? Hvad vil det sige at tænke bevaring og genbrug af landskaber? Kan vi tale om bevaring samtidig med, atvi taler om genbrug? Og er restaurering en designpraksis? Og hvor finder vi afsæt for at udvikle en tænkning, der evner at forholde sig aktivt til en materiel bearbejdning af noget, der allerede er bearbejdet?

Trods modernismen og det 20. århundredes stålsatte fokus på det nye, på novelty, findes der materielle, ekspliciterede praksisser, der forholder sig aktivt til det eksisterende. Det gælder inden for de dele af kulturen, hvor der er en lang fortolkningstradition såsom billedkunst, teater, litteratur, musik osv., hvor fortidsanvendelsen er både omfattende og indlysende. Her finder vi praksisformer, der balancerer mellem bevaring, opdatering og inspiration, og hvor den friere, kunstneriske tilgang rummer en lang række nye udsagn. Og ser vi længere tilbage, finder vi i postantikken en kunst- og arkitekturpraksis, som hidtil har været negligeret, men som nyere forskning har vist har stor relevans for spørgsmålet om, hvorfor og hvordan vi kan reintegrere fortidens efterladenskaber aktivt i nutiden. Og endelig viser en granskning af arkitekturrestaureringstekster fra de sidste 150 år – Viollet-le-Duc, Ruskin, Scarpa, Exner, Harrap/Chipperfield – at de rummer righoldige udsagn om, hvad vi kan forstå ved restaurering og dermed anviser måder at forholde sig til fortidens ‘bygværker’ på. Havekunstteorien derimod rummer overraskende få direkte refleksioner over genanvendelsesproblematikker, når der ses bort fra dens uomgængelige vilkår at skulle udfolde sig under lokale betingelser: klima, topografi, hydrologiske og kulturhistoriske forhold osv., og dét at vise tilbage til en fjern, men i samtiden glorværdig fortid.

De-industrialiseringen, som gennem de sidste fire-fem årtier har efterladt Vesten med et stigende antal tiloversblevne industrilandskaber, har radikalt ændret den situation. Men den nye opgavekategori, som transformation af tidligere industriområder udgør, er der taget hul på et markant nyt kapitel. Et kapitel, som grundlæggende stiller spørgsmålstegn ved den måde, vi længe har tænkt arkitektur og landskabsarkitektur på. Ikke alene skal vi forstå relationen mellem bevaring og genbrug på en ny og mere integreret måde, vi skal også forstå det fundamentalt nye designteoretiske grundlag og det vilkår, at denne type transformationsprojekter i højere grad udspiller sig i tid end i rum. Disse transformationsprojekter er også karakteriseret ved at bestå af designmæssige interventioner fremfor væg-til-væg projekter og spiller således mere på de sammenhænge, de indgår i, end på dét, de måtte være ‘i sig selv’. Når man ser nærmere på disse transformationsprojekter, vil man også opdage, at mange bevarings- og genbrugsstrategier optræder side om side i det samme projekt. Og som jeg viser i min bog, Beauty Redeemed, er det ofte de metodologiske og tidskonceptuelt mest sammensatte projekter, som er de mest interessante.